| |
Om Guldager Energi A/S
Guldager-Energi A/S er et handelsfirma med historie helt tilbage til 1946, hvor Niels Guldager slog sig ned som brændselshandler i Horsens.
Populært sagt startede det hele med en skovl. Niels Guldager startede med at grave tørv. Senere startede han "Dansk Brændsel engros" og begyndte også at sælge tørv. En lille sjov historie skal med : Under krigen skulle Vejle Kommune bruge ca. 3.500 ton tørv. For at være sikker på at få det, der skulle bruges, bestilte borgmesteren det dobbelte ! Men borgmesteren kendte jo ikke Niels Guldager. Når der blev bestilt 7.000 ton tørv, så blev der også leveret 7.000 ton tørv ! Sådan drev Niels Guldager sin forretning og det har han videregivet til de to "drenge"
Guldager. Navnet blev efterhånden slået fast og godt kendt i Horsens. Det var en stabil, fremsynet og vellidt vestjysk handelsmand, der var kommet til byen.
I dag ejes firmaet af sønnerne Povl & Palle Guldager der er 2. generation i firmaet. Det er således rigtig mange års arbejde med energi i alle afskygninger, der er firmaets grundlag.
I kraft af, at vi er et mindre firma, kan vi meget hurtigt indstille os på forandringer. Vi følger med i, hvad der sker på energimarkedet og udvikler os i takt med, hvad markedet kræver. Vi bestræber os på, at være servicemindede, have en god og personlig kundekontakt og holde, hvad vi lover m.h.t leveringsaftaler og varekvalitet.
Vore produkter. Det mest solgte indenfor fast brændsel er Energikoks, på grund af høj brændeværdi og lav askeprocent. Smedekul er også en stor artikel, idet vi nok som de eneste sælger dem engros. I den "sorte" afdeling fører vi også briketter, nøddekul og "gammeldags" koks/cinders.
Inden for biobrændsel har vi træbriketter og træpiller i 6 og 8 mm. Pillerne findes i løsvægt (kun 8 mm), afhentet eller leveret med blæsebil. Endvidere på hele paller eller i stykvis i 16 og 25 kg poser, og i flere kvaliteter.
Pejsetræ, fyringsklar, blandet løvtræ kløvet i 30 cm stykker er også en mulighed, når talen falder på alternativ fyring. Træet har vi i tårne i forskellige størrelser, fra 0,75 m³ til 2 m³.
Afdækningsprodukter til private haver, kommunale arealer og fimaer med større eller mindre udenomsarealer er også med vi vores varesortiment. Rigtig mange er glade for denne nemme og miljøvenlige ukrudtsbekæmpelse.
I November 2006 blev BP Gascenter Østjylland oprettet og indehaverne Palle og Povl Guldager "delte" opgaverne mellem sig, så Povl Guldager primært er ansvarlig for gas-butikken i Frederiksberggade 25, med salg af gas og gastilbehør, mens Palle Guldager fortrinsvis, tager sig af det faste brændsel og bioenergien på Grønlandsvej 28 D. I september / oktober 2010 skiftede BP navnet til KOSAN Gas.
Flaskegassens udbredelse er øget væsentligt i de senere år. Rigtig mange har købt gasgrill, -terrassevarmere, ukrudtsbrændere og blus til udekøkkener. Alle restauranter med respekt for sig selv bruger gas til madlavning. Det er smittet af på de private kokke. Industrien bruger også gas, bl. a. til truck-kørsel, tagdækning, opvarmning, udtørring o.s.v.
For nogle år siden udvidede vi vort sortiment af varer til også at omfatte industrigasser. I dag er vores samarbejdspartner Yara Praxair. Industrigassen distribueres i samme område som flaskegassen og bruges primært af jern- og maskinindustrien, til landbrugets gastætte siloer og human aflivning af mink.
Venlig hilsen Guldager Energi A/S

|
|
|
|
|